Ultimate Frisbee i Danmark

Et specialudvalg i Dansk Frisbee Sport Union

Slut på VM i Royan: Danske verdensklassekvinder

Med imponerende sejre over Frankrig og Schweiz blev det en kendsgerning: De femtebedste kvinder i hele verden er fra Danmark. Samme succes har hverken open eller dame masters kunne bryste sig af. Men de rejser alligevel langt fra tomhændede hjem.

Når man taler med spillerne og trænerne fra damelandsholdet, er det først og fremmest glæde over en flot femteplads og stolthed over en kraftpræstation af dimensioner, der strømmer ud af telefonen. Men samtidig – mellem alle superlativerne og de flatterende vendinger – fornemmer man, at overraskelsen alligevel har været størst hos os. Tilskuerne. Os, der måske ikke helt havde forstået, hvor godt det her hold egentlig er.

”Kampene mod Rusland og USA overraskede mig. Men overordnet set er jeg ikke så overrasket. Vi vidste godt, at vi kunne være med blandt de allerbedste. Vi hører til her,” siger landstræner Jonas Skovgaard, mens man tydeligt fornemmer hans notorisk nøgterne tilgang til tingene.

Camilla Trinderup, spillende træner på damelandsholdet, tilføjer:

”Vi er måske lidt overraskede. Men samtidig vidste vi godt, at vi havde et stærkere landshold end tidligere.”

Noget tyder altså på, at der har været noget godt undervejs fra damelandsholdet længe. Ej at forveksle med arrogance og selvfedme har man på holdet haft en bevidsthed om egne evner, der sagtens kunne række langt ind i verdens ultimate-top.

Opskriften på en dansk femteplads

Men hvad er så hemmeligheden bag succesen? Spørgsmålet er nærliggende. Jonas Skovgaard har da også nogle kvalificerede bud.

”Vi stoler på hinanden. Vi tør kaste de dybe kast, hvis der er en, der er fri. Det skal man kunne for at matche de gode hold, men vi gjorde det hele vejen igennem turneringen. Uanset modstanderen,” siger han.

Camilla Trinderup er enig og fortsætter:

”Vi er fysisk stærke, og det var alle spillere indstillede på at spille efter. Vi fik nærmest udviklet en ’her står jeg’-attitude.”

Måske den attitude blev hjulpet på vej af den støtte, holdet kunne mærke hjemmefra.

”Folk skrev til os, at det var fedt, det vi havde gang i, og vi kunne se, at folk fulgte med på livestream. Det var så fedt,” siger Camilla Trinderup.

Mere ultimate-teknisk nævner Jonas Skovgaard et ’nærmest symbiotisk defence-arbejde’ og en villighed til altid at turde gå efter de svære kast, således de turnovers, der måtte opstå i en presset situation, aldrig skete, uden at man havde prøvet at ramme en medspiller.

Den sidste ingrediens i succesopskriften er af mere generel karakter. En ingrediens, som kan bruges af alle og enhver i en hvilken som helst sportsgren, og som derfor kan tjene til smukt eksempel på godt trænerarbejde og god mentalitet.

”Vi formulerede på intet tidspunkt nogle forventninger, og det var helt med vilje. Vi sagde til spillerne, at de ikke behøvede at kigge på pointtavlen, og tit oplevede vi, at spillerne slet ikke vidste, om vi havde vundet eller ej, da det sidste point var spillet. Vi tog et point ad gangen og spillede det så godt som overhovedet muligt,” siger Jonas Skovgaard og refererer til nogle af de kampe, hvor holdet leverede mildt sagt imponerende comebacks. Blandt andet i den sidste og afgørende kamp mod Schweiz.

Hvad så nu?

En stille stund midt i champagnerusen kan man som spiller på et landshold, som netop har leveret en monumental præstation, blive ramt af en helt særlig form for sportslig blues. Turneringen er slut. Tæppet falder, og hverdagen venter. Man kan få lyst til at spørge sig selv: Er champagneglasset halvt fyldt eller halvt tomt?

Om nogle af damespillerne har været ramt af den blues skal være usagt. Men noget tyder på, at champagneglasset er halvt fyldt. Måske endda mere end halvt fyldt. Måske det endda stadig flyder over.

”Vi har snakket om, at det kunne være fedt at fortsætte, men der er slet, slet ikke noget fastlagt endnu,” siger Camilla Trinderup.

Jonas Skovgaard håber i hvert fald, at det ikke er det sidste, vi har set til de danske damer.

”Det kunne være rigtig godt, hvis nogle tog stafetten med videre. Maya Mileck skal i hvert fald have stor kredit for sin kontinuitet omkring det her hold. Hun har enormt stor andel i den her succes,” siger han og nævner i forbifarten, at Maya Milecks andel i succesen da heller ikke bliver mindre, når man tager hendes stats i betragtning (12 scoringer og 29 assists).

Samtidig sender landstræneren en opfordring til alle, der måtte have fulgt med i damernes franske succes-raid.

”Det her er forhåbentlig inspirerende for mange damespillere hjemme i de danske klubber. Hvis man er god nok til landsholdet, kan man altså sagtens måle sig med de bedste i verden,” siger han.

Skuffelse hos herrerne

Samme bevidsthed om egne evner, som man finder hos damelandsholdet, finder man også hos herrerne. Her gik resultaterne imidlertid ikke den rød/hvide vej.

Inden VM havde man et erklæret mål om top 4 i puljen. Det vil reelt sige en top 8-målsætning. Danmark blev nummer 13 efter et ærgerligt playoff-nederlag til Tyskland og efterfølgende to flotte sejre over Ukraine og Holland, som tidligere havde voldt herrerne store problemer.

”Vi er selvfølgelig lidt skuffede. Men vi må erkende, at alle hold var stærke, og vi fik ikke lukket nogle af de kampe, vi ellers havde gode chancer for at vinde,” siger spillende landstræner Thor Møller.

Men selvom resultaterne ikke var med de danske herrer, er det alligevel ikke kun franske strandskaller, en sommerlig kulør og en 13.-plads, de tager med hjem.

”Vi havde turneringens bedste offence, og vi fik vel ikke et reelt block imod os,” siger Thor Møller med en straks mere opløftet stemme.

Han nævner i samme åndedrag, hvad han undervejs har set i herrelandsholdets krystalkugle.

”Vores unge offence-spillere er jo bare absurd dygtige, og vi har virkelig potentiale på det her hold.”

Herrernes champagneglas må derfor nok siges snarere at være halvt fyldt end halvt tomt.

#barejegvargammelnok

Hos dame masters beskriver man måske allerbedst, hvilken følelse man tager med til Danmark med, ved blot at lade Helle Kjærsgaard fortælle om en bestemt episode, der udspillede sig efter den sidste kamp mod Spanien, som desværre endte med et 10-5-nederlag.

”Vi stillede os i en cirkel, som vi normalt gør efter en kamp. Men her var det bare os. Med våde øjne kiggede vi alle rundt og blev enige om, at vi virkelig har spillet en god turnering mod gode hold og endda leveret store resultater undervejs,” siger masters-landsholdsspilleren.

Dame masters endte således på en 8.-plads efter et nederlag til Sverige, som holdet ellers havde slået tidligere i turneringen.

Måske det var den gode præstation, den stærke holdånd på dame masters-landsholdet eller spillerne og trænernes charmerende væsen, der fik en længselsfuld fan og bruger af de sociale medier til at ’hashtagge’ sin kommentar til de danske masters-damer ”#barejegvargammelnok”.

I hvert fald fremprovokerede det en del smil hos de danske masters-heltinder, som nu stolt kan rejse hjem til deres tålmodige mænd og i alt 22 børn.

 

Skulle du have lyst til at boltre dig i videoer, resulater, stillinger, statistik og meget andet godt fra VM i Royan, anbefaler vi varmt nedenstående side:

http://live.wcbu2017.org

Her er alt, hvad dit ultimate-hjerte måtte begære.