Kære klubber, spillere og interesserede.
Baseret på meldinger fra repræsentantskabsmødet, DFSU workshoppen fra indendørs finalestævnet i Aarhus i år, og diverse snakke med spillere og klubber, har bestyrelsen og DM udvalget snakket sammen om strukturen på DM generelt. Det har medført nogle formaliseringer i DM strukturen, som vi beskriver og redegør for herunder.
Formaliseringspunkter for DM strukturen
Punkt 1 nedenfor bliver igangsat med det øjeblikkelig virkning.
Punkt 2 og 3 vil blive indfaset hurtigst muligt.
1. Afskaffelse af indledende DM runder og midtsæson.
Vi har i DFSU besluttet at indledende runder og midtsæson ikke længere skal afholdes i DM regi. DM vil derfor fremover kun bestå af finalestævnerne. Uddybende forklaringer kan læses længere nede.
DM strukturen kommer fremover til at se nogenlunde sådan her ud:
Inde DM – Open/Dame: Marts
Ude DM – Open/Dame: Juni
Beach DM – Open/Dame + Mix: Sommer
Ude DM – Mix: September
Inde DM – Mix: November/December
Vi vil til gengæld opfordre kraftigt til, at I klubber og spillere inviterer på små turneringer i de perioder som nu bliver ledige i ultimatekalenderen. DFSU vil selvfølgelig stadig meget gerne støtte disse små turneringer, både med kontakter, hvis man mangler hjælp til at komme i gang med en mindre turnering, og økonomisk som en tak for indsatsen.
Historisk set har DFSU støttet DM-arrangører med følgende beløb:
- En-dagsstævner: 1000 kr.
- *Weekendstævner u/ overnatning: 2500 kr.
- Weekendstævner m/ overnatning: 5000 kr.
Foreløbigt vil DFSU også støtte de små turneringer med disse beløb, for at hjælpe dem i
gang.
*Der har ikke tidligere været skelnet mellem weekendstævner med/uden overnatning inkluderet, da det tidligere har været antaget at overnatning altid var en del af pakken.
2. Faste DM arrangører.
I DFSU vil vi arbejde på at finde faste arrangør-klubber til de fem ovenstående
DM-finalestævner.
Dette er for at gøre det lettere for DM-udvalget og DM-arrangørerne at fastlægge dato for DM-stævnerne, samt at gøre det mere overskueligt for klubber og spillere at vide hvor, hvornår og hvordan DM foregår, så planlægningen bliver simplere. Det vil altid være muligt at anmode om at afholde et DM, hvis ens klub fx har rund fødselsdag, el.lign., men anmodningen skal komme tidligt, gerne 1 år forinden, ellers kan det ikke loves at den kan efterkommes.
Er ens klub ivrig efter at få et DM til sit lokalområde, så tøv ikke med at række ud til både bestyrelse-ultimate@dfsu.dk og dm-ultimate@dfsu.dk.
3. Brug af UltiCal.com til orientering om DM stævner.
DM-stævner vil fremover blive skrevet ind på UltiCal.com, hvor link til tilmelding også vil blive lagt ud. Dette vil være det primære sted man kan finde information om DM stævnerne. Vi håber på at gøre det MEGET tydeligere hvor og hvornår der er DM runder, så ALLE spillere også kan gå ind og finde datoer og tilmeldingslink selv. Forventningen er (sammen med de ovenstående tiltag) at informationer om DM runder bliver lagt ud på UltiCal senest 6 måneder inden, hvis muligt, og gerne tættere på et helt år inden. UltiCal.com er allerede integreret med vores hjemmeside ultimate.dfsu.dk. På forsiden er kun vist danske ultimate events, på kalenderen (ultimate.dfsu.dk/kalender) er vist alle* danske og internationale ultimate events.
*Med forbehold for at alle events desværre ikke er registreret derinde.
Tilmeldingsfristen vil også blive sat til én måned inden DM stævnet, og det forventes at alle klubber respekterer den frist (vi er selvfølgelig altid til at snakke med, hvis der er fx problemer med at sætte hold – Kontakt DM-udvalget hvis det bliver relevant).
Overvejende argumenter for beslutningen om afskaffelse af indledende runder:
- Det er flere gange blevet efterspurgt, om der kunne gøres noget ved DM strukturen som den har været indtil nu. Bl.a. blev det nævnt til repræsentantskabsmødet, at DM strukturen ikke passede særlig godt til den nuværende danske ultimate scene. Under workshoppen til Inde DM i Aarhus, blev der også arbejdet med et koncept om at gøre DM-runderne mere lokale, eller helt tage DM aspektet ud af runderne. Og i Dame-udvalget er strukturen på DM også blevet vendt.
- De indledende runder har tidligere været brugt til at danne seeding til finalestævnerne, men grundet status i Dansk ultimate i øjeblikket, er dette ikke længere relevant, da en fair seeding godt kan laves uden indledende runder. I Damerækken har det i en længere periode været en udfordring, at der ikke har været nok tilmeldte hold i øst til at afholde en regional runde, og Herrerækken var til Ude DM 2024 kun 7 hold, hvoraf to var fra Vestdanmark og resten fra Østdanmark, hvilket gør det svært at lave et ordentligt set up med regionale stævner til at definere seeding. Indendørs er der muligvis flere hold med, men antallet af klubber ændrer sig ikke. Vi har derfor antaget, at det også er muligt med en fair seeding uden indledende runder indendørs.
- Det er ofte blevet nævnt, at klubber har svært ved at samle spillere til 8+ DM-runder plus et antal udenlandske turneringer om året. Ved at skære ned på antallet af DM runder håber vi at klubber får lettere ved at samle spillerne når der er brug for dem til de danske DM-stævner.
- Lokalt ultimate er nærmest ikke-eksisterende i Danmark. Ultimate i Danmark har længe/altid været drevet af DFSU, hvilket betyder det har været (og stadig er) svært at tage hensyn til de lokale ultimatemiljøer vi har i landet. Med de mange DM runder har der ikke været et behov i lokalmiljøerne for at igangsætte deres egne initiativer (turneringer, camps, og andet…). Afskaffelsen af de indledende DM runder er også for at give plads til mere lokalt styret ultimate. Med turneringer og camps der ikke er i DM-regi kan der også åbnes for internationale hold og spillere, hvilket måske kan tage noget af presset fra de danske klubber, ift. at skulle melde sig til, for at arrangementerne bliver til noget.
Det har været en svær process for DM-udvalget og bestyrelsen, da det er et relativt stort indgreb i strukturen i DM og Dansk ultimate. Vi vil gøre vores ypperste for at holde øje med tiltagene, og reagere bedst muligt på evt. problematikker og lignende. I bund og grund handler det om, at vi gerne vil give alle mulighed for, at spille så meget ultimate som de overhovedet har lyst til. Selvom det kan virke kontraintuitivt nogle af tiltagene ovenfor, mener vi at det åbner nogle andre døre, som er bedre for dansk ultimate på lang sigt.
Kommentarer er altid velkomne, og har man holdninger til hvordan tingene skal gøres, er man velkommen til at være med når planerne lægges og beslutningerne udføres. Bare tag fat i en fra bestyrelsen. =)
Mvh.
DM-Udvalget
Kasper Roholt, Casper Guldager, Rikke Rørvang, Jens Bundesen og Jonas Toftager-Oster
og
Bestyrelsen
Thor Møller, Emilie Nielsen, Veronika Smith og Mads Gotlieb