Ultimate Frisbee i Danmark

Et specialudvalg i Dansk Frisbee Sport Union

Lektion 6 – Hurtige afleveringer

I denne lektion skal eleverne arbejde med at lave et kast, hurtigt efter at de selv har grebet discen. Samarbejde og timing bliver derfor meget vigtigt, da eleverne skal være klar og befinde sig i den rigtige position til at modtage discen på det rigtige tidspunkt. I øvelserne vil eleverne opleve, at de skal være klar til at lave deres løb, og at der er mindre ventetid i mellem deres aktiviteter.

Lektionens fokus er:

  • Gribning og kast hurtigt efter hinanden
  • Timing af løb og fortsættelsesløb
  • Skabe plads på banen

Opvarmning – Fægtning

Fægtning

10 min
Alle
Let

Eleverne har hver en disc liggende fladt i hånden med toppen af discen vendt ned mod håndfladen. De skal nu forsøge at slå discen ud af de andres hænder uden selv at tabe sin disc. Det tæller også som en tabt disc, hvis man tager fat i kanten af discen, så den ikke længere ligger på en flad hånd. Det kan indføres, at man har 3 liv, så man først er ude, når man har tabt sin disc tre gange eller at man skal lave 5 styrkeøvelser inden man er med igen.

I den første øvelse skal eleverne spille smørklat. De træner både at lave kastefinter for at snyde smørklatten, og samtidig skal de ofte skifte greb på discen, så de kan kaste både forhånd og baghånd. Smørklatten kan i løbet af øvelsen forsøge at gøre det sværere for kasteren at kaste forbi sig.

Øvelse – Smørklat

Smørklat

I øvelsen trænes at kaste forbi en opdækker. Der fokuseres på at kasteren skal snyde sin markør med kastefinter for at få plads til at gennemføre en aflevering.

10 min
3
Let
Video

Beskrivelse

En kaster og en modtager står overfor hinanden med 8-10 meters mellemrum. En markør (smørklat) forsøger at blokere kastet i mellem de to. Markøren skal stå højst 3 meter fra kasteren og ideelt noget tættere på. Dog skal der minimum være en discbredde imellem markøren og kasteren. Når discen er blevet kastet, løber markøren over til griberen og skal igen forsøge at blokere kastet. Den nye kaster, som netop har grebet discen, skal give markøren tid til at komme på plads, inden der kastes igen. Efter 5 kast bytter man, så en ny spiller bliver markør

Progression

Markøren skifter ud efter hvert kast, så det er spilleren, der lige har kastet, som skal være den næste markør. Når kasteren har lavet sit kast, skal vedkommende altså løbe efter discen for at være markør. Rotationen for den enkelte spiller i øvelsen bliver derfor: Markør, griber, kaster. Med denne rotation i øvelsen vil alle spillere få pulsen lidt mere op, og man træner samtidig at man skal bevæge sig, så snart man har kastet discen.

I den næste øvelse træner eleverne at give plads til hinanden og at time deres løb til holdkammeraternes gribninger. Ofte når nye spillere spiller kamp forsøger alle at løbe og få discen på samme tid. Det er meget uhensigtsmæssigt, da der vil være mange angrebs- og forsvarspillere i bevægelse på samme tid, hvilket kan gøre det svært for kasteren at lave en god aflevering.

Øvelse – Karrusellen

Karrusellen

I øvelsen trænes hurtige aflevering og timing af løb. Der fokuseres på at discen hele tiden er i bevægelse, at afleveringerne ikke bliver for lange og at der er et godt flow i spillet.

15 min
4 – 8
Øvet
Video

Beskrivelse

Alle spillere står i en lille cirkel rundt om en kegle, undtagen kasteren som står 5 meter uden for cirklen. En ad gangen og efter tur løber spillerne ud fra keglen og modtager discen, som bliver kastet ud foran modtageren. Når man har kastet discen, løber man tilbage til cirklen og venter på, at det igen bliver ens tur til at løbe ud og modtage discen. Discen bevæger sig i en cirkel udenom keglen. Øvelsen laves både med baghåndskast, hvor discen bevæger sig med uret rundt om keglen, og forhånd hvor den bevæger sig mod uret.

I øvelsen skal spillerne lave en hurtig aflevering lige efter selv at have grebet discen. Det er vigtigt at man som løber timer sit løb rigtigt, så man er i position til at modtage discen, lige så snart kasteren er klar til at lave sit kast.

Progression

Det tilføjes, at kasteren kan lave en kastefinte, som betyder at øvelsen skifter retning. Den løber, som ser kastefinten, får altså ikke discen, og skal returnere til cirklen. Løberen på den anden side af kasteren skal i stedet løbe ud, og øvelsen fortsætter i den nye retning, indtil der skiftes retning igen.

I den sidste øvelse skal eleverne kaste medløbskast og igen fokusere på at kaste og gribe discen i hurtig rækkefølge. De hurtige kast kan være et vigtigt værktøj i en ultimatekamp, da en angrebsspiller ofte ikke er fri til at modtage en aflevering i længere tid ad gangen. Omvendt kan det også være vigtigt som kaster at vente lidt med at kaste discen for at holde ro på spillet og have overblik på banen. Disse overvejelser vil eleverne opleve mange gange i løbet af en kamp, og man ser hurtigt resultatet af sin beslutninger. Resultatet kan være en gennemført aflevering, en mistet discbesiddelse eller måske endda en scoring.

Øvelse – Medløb med forsættelse

Medløb med forsættelse

I øvelsen trænes timing af løb og hurtige aflevering frem i banen. Der fokuseres at discen i begge kast bevæger sig fremad i spillets retning ved hurtige flade afleveringer.

15 min
6 – 12
Let øvet
Video

Beskrivelse

Spillerne står i tre rækker ved siden af hinanden og kigger alle i samme retning. Spillerne i rækken længst til højre i spillets retning er kastere, mens de to andre rækker er løbere. I denne øvelse er 3 spillere aktive ad gangen. Den første spiller i den midterste række laver et diagonalt løb ud foran kasterækken og modtager et kast. Samtidig er den første spiller i rækken længst til venstre i spillets retning løbet lige frem i banen. Denne spiller drejer ind foran kasterækken, når den første løber griber discen og modtager discen der. På den måde laves to hurtige afleveringer frem i banen, og spilleren fra den midterste række skal både modtage discen og kaste den hurtigt videre.

Øvelsen kan laves, så kasterne starter både på højre og venstre side af midterrækken. Når kasterne står længst til højre kastes der forhåndskast, og når kasteren står i rækken længst til venstre så kastes der baghåndskast. Spillerne roterer til en ny kø efter hver gennemgang af øvelsen. Kasteren går til den midterste række, løberen fra den midterste går til den anden løberække og spilleren der har grebet discen til sidst går til kasterækken.

Lektionen afsluttes med at eleverne skal spille kamp.

Småspil – Kamp 5 mod 5

Kamp 5 mod 5

20 min
10 – 16
Let

Der deles hold og spillers kamp med 5 mod 5 på banen. Der kan være flere udskiftere på hvert hold og der må skiftes ud imellem hvert point. Det hold, som er i angreb, skal fokusere på at spille stak og holdet i forsvar skal fokusere på at spille personopdækning. Spillerne mindes om de grundlæggende regler herunder, samt spirit of the game, da der spilles uden dommer:

  • Ingen kropskontakt
  • Ingen løb med discen
  • Nøl: 10 sekunders reglen
  • Skift af discbesiddelse (turnover)
  • Inde og ude
  • Scoring

Til næste lektion læses teoriafsnit 7: Forsvarsspil.

Download som PDF