På denne side kan du finde inspiration til at gennemføre et ultimateforløb i idrætstimen. Guiden er målrettet idræt på C-niveau i gymnasiet, men kan bruges af alle, som skal undervise eller træne et hold af nye ultimatespillere. Siden er udviklet af Dansk Frisbee Sport Union i samarbejde med idrætslærere fra gymnasiet. I guiden finder du:
- Til underviseren: En beskrivelse af ultimate og de grundlæggende principper bag, herunder spillets fokus på fairplay, samt en beskrivelse af de faglige mål for forløbet i henhold til undervisningsministeriets vejledning for idræt på C-niveau.
- Lektionsplan: En lektionsplan til 8 undervisningsgange med 60-70 minutters aktivitet i form af forslag til opvarmning, øvelser og småspil/kamp. Alle lektioner har klare læringsmål og følger en naturlig progression igennem forløbet. Ønskes et kortere forløb kan man som underviser udvælge de lektioner man ønsker at gennemføre.
- Teoriafsnit til eleverne: 7 forskellige teoriafsnit som kan udleveres til eleverne. Teoriafsnittene kan bruges sammen med lektionsplanen eller separat.
Forløbet er opbygget, så hver lektion introducerer en ny færdighed eller bygger videre på noget fra den foregående lektion. Der forklares variationer af øvelserne så du kan tilpasse lektionen til elevernes niveau. Til hver lektion kan et af teoriafsnittene uddeles som lektier eller oplæg til næste uges lektion.
Formålet med DFSUs guide er at give dig en fuldstændig guide til et undervisningsforløb i ultimate. Forløbet skal klargøre eleverne til en praktisk og teoretisk eksamen i disciplinen. Vi håber, at du bliver inspireret, og vi hører meget gerne fra dig på Gym@dfsu.dk eller via sociale medier hvis du har spørgsmål eller kommentarer til forløbet.